Vi skal have flere unge i politik
Hvis vi skal have et byråd, som afspejler vores sammensætning af borgere i kommunen, så kræver det, at vi får flere unge til at melde sig ind i debatten.
For at opnå dette, så er vi nødt til at gøre mere for at skabe interesse omkring det politiske arbejde hos de unge.
Som byrådspolitikere skal vi blive bedre til at vise, hvilke muligheder vi har for at sætte en retning for den måde, som vores kommune skal udvikle sig. Vi skal i højere grad være tættere på de unge og indgå i dialog med dem allerede i folkeskolen.
Jeg tror, at vi skal blive bedre til at involvere vores skoler. Måske skal vi endda have et ungebyråd, hvor alle skoler (også privatskolen) i kommunen er repræsenteret af sine elever.
Ungebyrådet vil i så fald være en måde, hvorpå de unge nemmere kan komme med forslag og kommentarer til vores kommunalbyråd.
I Gribskov Kommune har man igangsat et arbejde, hvor man i samarbejde med gymnasiet har alle 1.g’ere til at deltage i en politisk dag.
Ved den politiske dag opdeles man i grupper, som hver forbereder et politisk emne, som bør drøftes. Efterfølgende er der en politisk debat med borgmesteren og byrådet.
Vi skal selvfølgelig ikke opfinde den dybe tallerken, når andre kommuner allerede har igangsat velfungerende tiltag. Vi bør i stedet spørge ind til deres erfaringer.
På næste byrådsmøde vil jeg bede forvaltningen om nærmere at undersøge de tiltag, som Gribskov Kommune har implementeret, og jeg ser frem til at modtage forvaltningens notat herom.
Har du en anden idé eller kommentar til, hvordan vi får inddraget de unge i den politiske dialog, så er jeg meget interesseret i at høre nærmere.
Jeg mener, at vi skal have flere unge i politik, således at vi får et byråd, som afspejler den sammensætning, som vores kommune har.