Konservative ønsker fokus på vores dagtilbud
De konservative ønsker, at vores helt nye borgere kommer i fokus i det arbejde, der i øjeblikket bliver gjort i forbindelse med § 17, stk. 4 udvalget med henblik på at forbedre vores politik og de fysiske rammer for vores borgere fra 0 til 18 år.
S, SF og liste DNA vil ikke diskutere holdninger vedrørende dagtilbud. Det vil de Konservative.
En god skolestart grundlægges i de tidlige år af et barns liv. Derfor er det vigtigt, at dette kommer i fokus i vores debat om, hvordan vi kan skabe et bedre miljø for de 0 til 18 årige.
Sidste år i foråret sendte et enigt børneudvalg et forslag om ny dagtilbudspolitik ud i høring. Vi fik en masse svar, som blev indarbejdet i det reviderede forslag. Efterfølgende sendte vi forslaget ud til debat i sommerferien. Udspillet var klar til en politisk debat sidste efterår, men debatten har svært ved at komme igang. Derfor har jeg nu bedt om, at udspillet bliver behandlet på vores kommende byrådsmøde.
Det er vigtigt for de Konservative, at vores dagtilbud har klare mål og visioner, og at der en struktur, der sikrer, at vi en gang om året følger op op vores politik. Opfølgningen skal involvere børn, forældre, medarbejdere, ledere og politikere.
Vi skal betragte vores forskellighed som en kvalitet og ikke være bange for at synliggøre forskellene. Vi skal dyrke de ting, vi er gode til, og udvikle de områder, hvor vi kan forbedre os. Det er vigtigt, at det er barnet, som er i fokus: hvordan får vi mere plads til det enkelte barn, hvordan sikrer vi et godt forløb, hvordan kan vi bedst muligt støtte barnet, og hvordan sikrer vi de fysiske rammer til inklusion etc.
Jeg ser frem til en god debat på vores byrådsmøde på torsdag. Det er på tide, at vi diskuterer vores dagtilbudspolitik.