Dagtilbudsområdet på dagsorden – det har vi arbejdet for de sidste 3 år
Konservative er blevet udfordret på 7 spørgsmål fra Mette Trane. De spørgsmål har jeg svaret på under hendes indlæg.
Vi startede en dialog om dette område for 3 år siden. Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ser nogle fordele i vores små institutioner, som skal tænkes ind i en fremtidig struktur på dette område. Vi kan se nogle klare strukturelle udfordringer, som vi som politikere skal finde løsningerne på. Børnetallet går op og ned, og det er den primære udfordring.
De Konservative ønsker resultater. Dem får man, når man kan tælle til 11, og for ca. 1½ år siden blev vi udfordret af en 15 mandsgruppe på dette område. Her kunne vi vælge at sige, at vi ikke ville gå i dialog og være med til præge denne udvikling. Men vi sagde også på dette tidspunkt, at vi ikke ville lukke velfungerende tilbud blot for at samle det hele i stordrift. Jeg skrev f.eks. et indlæg om at bevare Klub Vest.
Som udgangspunkt ønsker de Konservative, at vi dyrker det, vi er gode til. Vi behøver ikke at finde på nyt hele tiden, og vi skal bruge vores ressourcer på børnene og ikke på ledelse, administration og andre ting, man kan samle mere effektivt.