Et samlet byråd vedtager ambitiøs og målrettet beskæftigelsesplan

Det skal være attraktivt at være virksomhed og borger i Allerød Kommune og med landets laveste ledighed samt et stærkt erhvervsliv med store virksomheder placeret i byen – er mulighederne tilstede. Nu har et enigt byråd vedtaget en ny beskæftigelsesplan, som har fokus på at optimere samspillet mellem virksomhederne og kommunen – også når det handler om integration på arbejdsmarkedet for flygtninge i Allerød.

”Det glæder mig, at byrådet enstemmigt har valgt at prioritere et yderst vigtigt område for vores kommune. For uden en fortsat udvikling og prioritering af beskæftigelsesindsatsen kan vores ledige borgere ikke sikres de nødvendige kvalifikationer og kompetencer for at varetage et arbejde, og virksomhederne den arbejdskraft de har behov for”, siger borgmester Jørgen Johansen og fortsætter:

”Vi vil for alt i verden undgå, at ledighed fører til, at flere af vores borgere marginaliseres. Her er en håndholdt og målrettet beskæftigelsesindsats, som tager udgangspunkt i den enkelte borger og virksomhed vejen frem”.

Beskæftigelsesplanens formål er at skabe resultater i form af nye job, uddannelse og et effektivt arbejdsudbud. Et formål som kun kan realiseres gennem en målrettet indsats:

”Byrådet har med vedtagelse af beskæftigelsesplanen opnået enighed om, at de vigtigste fokusområder er at øge arbejdsudbuddet, få ledige hurtigst muligt i job og få unge til at gennemføre en uddannelse”, siger formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget Klaus Fisker og supplerer:

”Det er til gavn for alle parter, at så få borgere som muligt har brug for offentlige ydelser og vi skal kunne tilbyde en bred indsats, som både dækker nyledige og borgere med længere ledighedsforløb”.

Beskæftigelsesplan skal bevare Allerød i førertrøjen

Beskæftigelsesplanen beskriver både de udfordringer og muligheder beskæftigelsesindsatsen bygger på og fastlægger mål og strategier for indsatsen i de kommende år.

“Vi har førertrøjen, når det drejer sig om at holde ledigheden nede. Vores lokale jobcenter gør et solidt stykke arbejde for at få matchet jobkandidater med virksomheder, som netop efterspørger en konkret arbejdskraft”, siger Jørgen Johansen og uddyber:

”Den største udfordring på sigt er dels at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til byen og dels at opkvalificere både vores nye og gamle medborgere, så vi kan imødegå de kommende års fald i arbejdsstyrken, når flere ældre trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet”.

”Til syvende og sidst er en målrettet beskæftigelsesindsats fundamentet for at sikre borgerne beskæftigelse, virksomhederne den nødvinge arbejdskraft og kommunen en god økonomi i balance” slutter Jørgen Johansen.

Allerød Byråd har i den sammenhæng præciseret i beskæftigelsesplanen vigtigheden af samstemmighed mellem kommunens beskæftigelsesplan og beskæftigelsesindsatsen for flygtninge.

Du kan læse hele beskæftigelsesplanen på alleroed.dk