Oplevelser i Bymidten

Vores bymidte skal tænkes ny og anderledes, så vi tager kampen op mod den stigende konkurrence fra vores nabokommuner. Vores fokus skal være på at levere den bedste service, så vores kunder kommer igen. Vi må ikke give slip på den fællesskabsfølelse og de kvaliteter, der er ved at handle lokalt.

Personligt holder jeg meget af livet i bymidten, og jeg er bekymret for at flere butikker må lukke. Vi må finde måder, der løser denne udfordring, og det arbejde skal ske i samarbejde med alle interessenter.

Butikker som frisører, caféer, fodpleje m.v., der forudsætter, at man møder fysisk op i butikken for at få oplevelsen, er blandt det jeg mener, vi bør efterstræbe: For jeg vil for alt i verden foretrække at bo i en kommune, hvor der er liv i bymidten, og hvor jeg kan mødes og tale med mine naboer.
Det er samtidig en vigtig sag for mig, fordi jeg ønsker at give noget videre til vores børn. De skal have den samme gode oplevelse, som jeg selv fik, da jeg var barn og mærkede, hvordan det var at bo i en hyggelig, nærværende, lokal by.

Derfor mener jeg, at følgende områder skal prioriteres:

  • Boost til den nærværende, personlig betjening

    Når det kommer til bymidten, skal vi skal blandt andet tænke i oplevelser og forretninger, der tilbyder en nærværende, personlig betjening, man ikke kan købe digitalt. Vi skal tænke i services, der adskiller sig fra vores konkurrenter. Vi skal selvfølgelig tænke bredt i hele kommunen, så der kommer mere liv til vores handel i Lynge såvel som i Lillerød. Personlig betjening skal altid være vores styrke i Allerød.                

  • Nye kulturfaciliteter – også for omkringliggende byer

    Kulturtorvet, som vi er ved at udvikle i bymidten, skal også have nye faciliteter, der giver forudsætninger for gode oplevelser, som kan være med til at skabe liv i bymidten.

    Derudover skal vores kulturfaciliteter være en del af vores fælles oplevelse, som vi gerne vil dele med andre kommuner og omkringliggende byer. Hvad end det gælder teater Mungo Park, biblioteket, biograferne, musikskolerne eller noget helt andet, så skal man føle, at man får noget ekstra og gerne også noget, der sætter tankerne i gang hos os alle.

  • Flere boliger

    Det er en forudsætning for bylivet, at der er mennesker, som kan bidrage til det. Derfor er det mit mål at udbygge med 10 procent flere boliger i Allerød Kommune. Det kan du læse mere om under punktet ’Fem veje til vækst’.

  • Unge skal være med til at sikre fremtidens Allerød

    Er du ung medborger, skal du have en central plads i vores udvikling. Vi vil gerne have jer til at blive i Allerød, som skal være et bedre valg for jer, end København. Vi kan ikke konkurrere med Københavns mange faciliteter, men med ovenstående initiativer vil det være min ambition at dyrke det nære, hyggelige og lokale. Derfor skal en togtur på cirka 30 minutter fra Københavns Rådhusplads være det hele værd, når I ved, at I vender hjem til rolige omgivelser med natur og et hyggeligt lokalmiljø.

Hvis vi både tænker i styrket betjening, faciliteter og flere boliger til flere borgergrupper, vil det bidrage til udviklingen af vores by- og handelsliv.

Bylivet skal nytænkes på en måde, hvor vi fastholder borgere i Allerød, skaber grundlag for flere oplevelser, og hvor vi styrker vores konkurrence i den lokale handel.